Gone with the Wind er en af filmhistoriens virkelige storfilm. Både ved premieren og ved samtlige senere repremierer har den været en kæmpesucces. Filmen var imponerende ved sin spektakulære fremkomst i 1939, og filmen er stadig imponerende ved et gensyn i det 21. århundrede. Kun én gang har der været tale om en misforståelse af filmens storhedsbegreb. Under de flotte 70 mm bredbilledfilms dominans i 60’erne mente filmselskabet, at deres klenodie skulle gøres "up-to-date". Ud fra filmens originale 35 mm format skabte man en widescreen-version af Gone with the Wind, der ødelagde både dens komposition og dens farver og gav dens lyd en larmende overgearing. Heldigvis er denne udgave for længst blevet arkiveret, omend det ikke kan benægtes, at også den var en stor biografsucces.
    På DVD kan alle vi, der elsker det gamle borgerkrigsdrama, nu nyde mesterværket i sin absolut mest originale form. Alle sejl er sat til for at genskabe både billede og lyd, så at helheden fremstår mindst lige så ægte og nærværende som ved premieren i 1939.

Men hvad er det store ved denne berømte og måske mest kendte af alle film? Er det dens romantiske historie? Dens intense, dramatiske miljøskildring? Dens farverige og alsidige persongalleri? Dens skønne musik? Dens flotte fotografering? Nej, det er ingen af delene hver for sig, men ret beset den perfekte sammensmeltning af alle disse elementer og flere til, som gør filmen til en sjældent oplevet perfekt helhed. Og så varer den godt fire timer – hvilket er lang tid i biografen – men filmen kan ikke alene bære denne lange spilletid, den kræver det også, for den har meget at fortælle.
    Om filmens absolutte hovedperson, Scarlett O’Hara, er der sagt og skrevet meget. Alt efter temperament kan man have det synspunkt, at hun enten er en egoistisk og grænseløst selvoptaget ung kvinde, der får, hvad hun har fortjent, da manden i hendes liv, Rhett Butler, endelig tager sig sammen til at forlade hende. Eller man kan beundre hende for hendes stærke vilje og evne til at klare sig igennem de barske oplevelser, hun bliver udsat for – en evne, der også kommer hendes familie til gode. Med sin sjælelige styrke og sit gå-på-mod i en ellers mandsdomineret verden mener mange ligefrem, at hun er langt forud for sin tid.
    Det billede og den mening, man som tilskuer danner sig af denne på én gang fascinerende og uudholdelige kvinde, er en central del af filmoplevelsen. På samme måde, som Scarlett både tiltrækker og frastøder Rhett, men dog holder hans interesse på næsten hypnotisk vis fanget, på samme måde lever tilskueren med i Scarletts forunderlige skæbne. Man indfanges og lader sig begejstre, irritere, ophidse og frastøde. Og samtidig drøner krigen løs om éns ører, og den storslåede sydstatsplantage Tara står i brand. I Technicolor.